Ugebrevet A4

Jeg har været ansat på Ugebrevet A4 fra 2006 til 2008, hvor jeg har lavet interview og skrevet artikler. Derudover har jeg arbejdet med research, informations- og dataindsamling samt medie-, arbejdsmarkeds- og velfærdspolitiske undersøgelser. Jeg har siden 2008 skrevet freelance for Ugebrevet A4. Flere af mine artikler er blevet citeret i tv, radio og aviser.

 Unge får ingen særbehandling
Få unge oplever, at deres arbejdsgiver gør en særlig indsats for at fastholde dem på arbejdspladsen, viser A4-undersøgelse. Hvis arbejdsgiverne ikke begynder at tage større hensyn til den yngre generation, kan det koste virksomhederne dyrt på længere sigt, advarer ekspert. 
Artiklen ovenfor blev bragt stort set uredigeret i Information d. 21.1.2008: http://www.information.dk/153506

Tårnhøje forventninger til faglige udfordringer, hurtigt avancement og høj løn. De små årgange født midt i 1980'rne er på vej ud på arbejdsmarkedet med en helt anden tilgang til arbejdslivet end tidligere generationer, viser ny undersøgelse fra Ugebrevet A4. De ældre kolleger kalder dem krævende og forkælede. 
Artiklen ovenfor blev citeret i Politiken d. 14.1.2008, 1. sektion, side 4 og samme dag i metroXpress side 15.

Større artikel på baggrund af lang tids research og kortlægning:

Efter amerikansk forbillede er de såkaldte »union busters«, der bekæmper faglig organisering på arbejdspladserne, dukket op i Europa. Store virksomheder betaler dyre konsulenter for at skræmme de ansatte til at droppe fagforeningen. Det betaler sig nemlig. For resultatet er lavere løn og ringere arbejdsforhold, siger professor, der har forsket i anti-fagforeningsindustrien.

Regeringens nye udlændingepakke tvinger flygtninge og indvandrere væk fra uddannelserne og ud i ufaglært arbejde, mener både LO og Kommunernes Landsforening. Regeringen og Dansk Folkeparti afviser: Udlændinge skal yde, før de kan nyde velfærden og få opholdstilladelse.

Bygherren skal betale for underentreprenørens fusk, mener S, SF og Enhedslisten, der vil lovfæste kædeansvaret. Byggeriets fagforeninger er begejstret for lovforslaget, mens Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti afviser at blande sig.

Fagforbund skal acceptere udenlandske overenskomster og mindsteløn, fastslår ny svensk Laval-lov. Katastrofalt, mener fagbevægelse og opposition, der vil gøre kampen mod løndumping og Laval-loven til det helt store valgtema ved efterårets svenske rigsdagsvalg.

Artiklen nedenfor blev citeret i MetroXpress og Sjællandske d. 3.11.08 via Ritzaus Bureau:
Vælgerne vil have mere velfærd og mindre militær
Danskerne vil have flere penge til sygehuse, politi, børn og ældre, viser ny undersøgelse. Til gengæld modtager forsvaret mere end rigeligt. Socialdemokraterne vil investere mere i velfærd, men det afviser de konservative, som hellere vil give skattelettelser til borgerne.

Den polske arbejdsret har dømt en udstationeret polsk håndværker til at tilbagebetale den løn, som han ved en fagretslig afgørelse fik tilkendt i Danmark. Flere lignende sager er på vej, og det vil komme til at undergrave den danske model, advarer både eksperter, arbejdsgivere og fagbevægelse. LO klar til at slæbe det polske firma i arbejdsretten.

Eksempel på artikel jeg skrev på baggrund af rundringning til tillidsrepræsentanter og eksperter:
Et overenskomstresultat med gode lønstigninger kan skaffe nye medlemmer til LO-forbundene, mener fællestillidsrepræsentanter på landets største arbejdspladser. Arbejdsmarkedsforskere er enige, men understreger, at der samtidig er brug for et nyt image, hvis fagbevægelsen vil vende tendensen med faldende medlemstal.

I knap fire år har de ansatte i Falck-koncernen haft en kapitalfond som ejer. Og erfaringerne med ejerskabet er blandede. Nogle ansatte har oplevet et ringere arbejdsmiljø og mere stress, mens andre medarbejdergrupper ikke har mærket den store forskel.
Denne historie blev bragt sammen med en undersøgelse om kapitalfonde, som jeg var med til at udføre.

Europæisk fagbevægelse vil sikre konfliktretten ved at få den tilføjet i Lissabon-traktaten, men både EU-kommissionen og flertallet i Folketinget afviser ønsket. Dele af fagbevægelsen har indledt underskriftindsamling for at bevare konfliktretten.

Længere interview:
Socialdemokraternes støtte til en borgerlig politik og venstrefløjens fokus på værdipolitik har skubbet LO-arbejderne over til partier som Dansk Folkeparti. Sådan lyder skudsmålet fra den norske journalist og forfatter Magnus E. Marsdal, som har kortlagt, hvorfor så mange arbej dere stemmer på Fremskrittspartiet i Norge.

Mens politikere og medier taler om vidensøkonomi og globalisering, slider og slæber masser af løst ansatte, ufaglærte arbejdere i et dårligt arbejdsmiljø til en lav løn. De er stort set glemt, og deres vigtige arbejde kaldes nedladende for »skodjob«. Det er forrykt, mener den norske journalist Lotta Elstad. Hun har skrevet en kritisk og afslørende bog, der har ryddet forsiderne og chokeret den norske offentlighed.

Mindre interview:
EF-domstolens afgørelse i Vaxholm-sagen må få konsekvenser for den socialdemokratiske EU-politik. Det mener formanden for de skånske socialdemokrater Helene Fritzon, der vil vente med at ratificere EU's Lissabon-traktat, indtil konfliktretten og de kollektive overenskomster er sikret. Hun håber, at de danske socialdemokrater vil bakke op.

Jesper Luthman har sammen med andre unge dannet foreningen Yngresagen, som skal varetage de unges interesser. Han advarer mod, at de ældres anklager mod »forkælede« unge vil skade de ressourcesvage og socialt udsatte unge.

Problemerne med underbetalte østarbejdere skal løses, og det indebærer blandt andet, at fagbevægelsen må droppe sin automatiske modstand mod en lovbestemt mindsteløn, mener Ole Pedersen, formand for 3F Nordøstsjælland. Vi har spurgt ham, om en mindsteløn ikke bare vil undergrave den danske model og fagforeningerne.

Tre ud af fire danskere støtter et krav om, at lærlinges løn skal hæves med 10 kroner i timen ved overenskomstforhandlingerne. Det viser en meningsmåling, som Epinion har foretaget for 3F Ungdom. I dag får lærlinge ofte under 50 kroner i timen eller det samme som en flaskedreng. Regeringens mål er, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal have en kompetencegivende uddannelse. Men samtidig forlader mange unge de tekniske skoler for at tjene en langt højere løn som ufaglærte. Kan en højere lærlingeløn fastholde flere unge på skolebænken? Fire forskellige stemmer giver deres bud.

Nedenfor er links til artikler, jeg har været med til at skrive og researche mv.
De seneste fem år er omfanget af private sundhedsforsikringer og behandlinger på privathospitaler vokset kraftigt, viser grundig kortlægning. Sundhedsvæsenet er ved at blive ændret fundamentalt, og det skriger på debat, mener fagfolk.